Brian Kure is an artist and photographer based in Copenhagen, Denmark, working with computers, light, concepts and time.
mail → briankure@gmail.com
instagram → @briankure
Nordic Waste (Randers Kunstmuseum)
2025
Udstillingen Nordic Waste består af ni landskabsmalerier, som billedkunstner Brian Kure har købt på auktion fra virksomheden Nordic Wastes konkursbo i kølvandet på den store skandale om forurenet jord i Ølst Bakker.
Her er det ikke maleriernes kunstneriske kvalitet – eller mangel på samme – der er afgørende. Nej, det er nærmere den kontrastfulde kobling, der dannes mellem maleriernes idylliske portrættering af det danske landskab og den måde, virksomheden håndterede den giftige jord på. Som negative spejle, der vender virkeligheden på hovedet, retter Kure malerierne mod det sublime jordskred og minder os om landskabsmaleriets komplekse forhold til jorden, ejendom, magt, identitetsskabelse og historiefortælling. Er den fantasi, som malerierne afbilder, den samme som Nordic Wastes ejere har befundet sig i? En fantasi, som vi måske alle i en eller anden grad befinder os i?
Installationens underspillede humor resonerer med absurditeten i forløbet omkring den langsomme katastrofe og det efterspil, der satte gang i en ophedet debat om, hvor ansvaret skulle placeres. For er det rimeligt, at virksomheder ejet af mennesker med bjerge af penge, der tjener styrtende på at varetage kritiske funktioner i samfundet, kan erklære sig konkurs og slippe for at deltage i oprydningen, når jorden under dem begynder at skride?
Hvis selskabsloven er rimelig, så er svaret ja: Mens ejerne af et aktieselskab inkasserer hele overskuddet, hæfter de kun for deres indskud og ikke for et potentielt underskud. Det er den privatisering af profit og socialisering af risiko, der kendetegner det neoliberale samfund. Den store regning – oprydningen efter festen – er altså ifølge loven fællesskabets ansvar, og Kure gør sin del, når han indirekte hjælper til med at rydde op, da han køber malerierne fra konkursboet. Men det er gennem aktiveringen af malerierne – eller virksomhedens ’affald’ – i udstillingen, at Kure for alvor bidrager til at rense det mudrede billede.
En publikation med tekst af forfatter Malte Tellerup fuldender udstillingen med et nøgternt perspektiv på skandalen.
Udstillingstekst af Hannibal Andersen.
Se også:
Nordic Waste (AGA)
File under:
Selected Works